Alex Ahrendtsen

Så kom kvinderne til magten

2011-10-16T12:59:00.000+02:00

Sammen med MF Pia Adelsteen, ligestillingsordfører (DF)

Aldrig har så få brudt så mange løfter på så kort tid som Folketingets nye flertal. Og så endda af stærke kvinder. Det lå ellers ikke lige i kortene. Der var ingen ende på alt det gode, der ville ske for Danmark, når venstrefløjen fik magten. Især fordi partierne for tre ud af fires vedkommende var ledet af kvinder.

I årevis har feminismen og ligestillingsfanatikerne nemlig fortalt os om kvinders særlige lederevner, der stod i modsætning til mandens. Hvis man bare lod kvinderne lede verden, ville fred og fordragelighed indfinde sig, og vækst og velstand nærmest komme af sig selv.

Derfor skulle der hurtigst muligt indføres kvindekvoter i virksomheder og uddannelsesinstitutioner. For mændene, de bæster, de ville jo ikke af sig selv sige ja til fremskridtet og de nye tider.

Men sikke en skuffelse den nye regering må være for de feministiske bannerførere. Kvinder som Helle Thorning Schmidt, Margrethe Vestager og Johanne Schmidt har vist sig at være danmarkshistoriens største løftebrydere. Måske større end deres mandlige forgængere.

Hvad mon Hanne Vibeke Holst, Gretelise Holm, Karen Sjørup og dusinvis af andre feminister siger til deres svigefulde medsøstres optræden i Folketinget? Det kunne da være interessant at vide. For sandheden er jo, at kvinder hverken er værre eller bedre end mænd, når det drejer sig om magten.

Kvindekultur og mandekultur giver ganske enkelt ingen mening i dette spil. Var det så ikke på tide helt opgive kvindekvoter, når virkeligheden afmonterer feministernes idylliserende idealforestillinger? Lad dog kvinder og mænd konkurrere på talent og vilje. Lad os droppe ligestillingshysteriet. Kvinder kan selv. Også på de mindre flatterende områder.

Nej til gruppeeksamen

2011-10-11T10:01:00.001+02:00

Mens valgløfter som børnecheck til alle børn, tolærerordning i de mindste klasser, maksimalt 24 børn i hver klasse, loft over antallet af gymnasieelever på 26 i en gymnasieklasse er røget ud regeringsgrundlaget, så er undervisningsminister Christine Antorini fra Socialdemokratiet klar til at genindføre gruppeeksamen, som den var før 2006.

Da jeg hørte om forslaget, blev jeg noget forbavset, for gruppeeksamen i folkeskolen, under ungdomsuddannelsen og på universitetet gavner ingen. Skolens opgave er først og fremmest at give eleverne færdighed og kundskaber, som de til en eksamen skal kunne gøre rede for. Dette dølger en gruppeeksamen.

Nogle elever vil helt naturligt forsøge at springe over, hvor gærdet er lavest og køre med i gruppen på frihjul uden egentligt at deltage eller bidrage. Andre elever vil måske gerne deltage og bidrage, men vil i gruppen blive kørt over af fagligt stærke elever. Andre elever, der både bidrager og deltager, bliver måske modløse af, at andre gruppemedlemmer, der ikke deltager, får lige så høje karakterer som dem selv.

Dansk Folkeparti har ikke noget imod gruppearbejde som sådan, men når man skal bedømmes, som karaktergivning jo er, så skal det altså være den enkelte elev eller studerende, der skal vurderes. En stor del af skolelivet og uddannelse er jo, at man rustes til at begå sig i voksen- og arbejdslivet.

Samarbejde er en stor del af stort set alle stillinger, men når man skal til jobsamtale, forhandle om løn eller til medarbejderudviklingssamtale, så foregår det altså ikke med en støttepædagog. Man må til jobsamtalen ”sælge sig selv”. Det nytter ikke noget, at man i høj grad har været vant til at gemme sig i en gruppe.

Vi gør ikke noget godt for vores børn og unge, når vi stiller færre krav eller giver dem muligheden for at køre med støttehjul gennem uddannelseslivet. Så Dansk Folkeparti siger nej til genindførelse af gruppeeksamen for vores børn og unges skyld.

Blitzkrieg mod europæisk kultur

2011-10-06T17:47:00.000+02:00

En Marshall-plan for kulturlivet. Det er den nye kulturminister Uffe Elbæks mål med Danmark. En Blitzkrieg mod europæisk kultur vil jeg snarere kalde det. Hvis ministeren får flertal for den, vil der ikke være meget tilbage af det, vi alle elsker ved europæisk kultur. Så vil der i sandhed være brug for en Marshall-plan, som skal rette op på alt, det blev ødelagt. Lad os se nærmere på, hvad ministerens plan indeholder.

Den er desværre båret af et opgør med klassisk europæisk kulturliv og inspireret af kaospilotisk ideologi. Væk med klassisk musik, Gamle Scene og kirkemusik. Ind med eksperimenterende hokus pokus og kunst a la kaospiloterne. Såkaldte progressive – læs regeringsvenlige teatre – skal have mere støtte, og den skal tages fra det etablerede. Scenekunsten skal være ”ambitiøs, nyskabende og aktuel”. Det kongelige skal ikke på turne. Væk med godt håndværk og mange års dygtiggørelse skal afløses af fantastprojekter.

Helt galt bliver det, når talen falder på klassisk musik. Den skal nemlig rundbarberes med nedlæggelse af orkestre, og den rytmiske belønnes tilsvarende. Dette giver virkelig ingen mening. Den rytmiske klarer sig fint, hvis man ser bort fra jazzen. Rytmisk musik er en folkelig milliardindustri, der ikke behøver støtte, fordi den netop er en vare.

Rocken og alle dens afarter opstod spontant og folkeligt med rødder i den amerikanske folkelige musik fra slutningen af det 19. århundrede, hvorefter den i halvtredserne foldede sig ud i fuldt flor. Uden statslige støttekroner og radikale kulturministre. Herfra bredte den sig til resten af verden og er i dag allestedsnærværende. I toge, taxa, butikker, indkøbscentre, radio, tv, aviser, fly, lufthavne. Koncerterne fylder fodboldstadioner, musikerne fejres som stjerner og bliver endda foreslået som leder af Verdensbanken.

Rytmisk er altså ikke en truet kunst. Den lever i bedste velgående. Og den kræver ikke de store forudsætninger. Rytmisk er forholdsvis enkelt at gå til. Der er en melodi, nogle forholdsvis få akkorder og en rytmesektion, der er essensen af fremførelsen.

Klassisk musik derimod forudsætter undervisning og uddannelse. I mere end 1000 år har den beriget europæernes liv. Først i kirken, senere i teaterhusene og fra koncertsalene helt ud i de private hjem. Fra munkenes sang i klostrene til vore dages symfoniorkestre. En lang historie om en stadig forfinelse og kompleksitet.

De fleste danskere støder aldrig på klassisk musik. Hverken på arbejdspladsen, i skolen eller i fjernsynet. Det er derfor forståeligt, at mange rynker på næsen af det. Men netop derfor er det vores opgave som kulturpolitikere at indvie danskerne i den klassiske musik, så man senere i livet får et reelt valg. Det har man ikke i dag, hvor der foregår en kulturel ensretning.

Det helt paradoksale ved venstrefløjens og de radikales kulturpolitik er, at den fremmer amerikanske tilstande, selvom man ved andre lejligheder bruger USA som skræmmebillede. På det kulturpolitiske har man fuldstændig givet op over for den levende og meget dynamiske amerikanske kultur.

Kulturministeren bør lige som FAR-regeringen løbe fra sine valgløfter. Normalt er det en skidt ting, men på kulturområdet ville det være godt, så kulturministeren kunne indstille sin Blitzkrieg mod europæisk kultur.

Vollsmose-virkelighed indhenter valgvideo

2011-10-05T14:24:00.001+02:00

Hold da helt ferie, hvor fik jeg skæld ud for min valgvideo En dag i Vollsmose-ghettoen. Kritikken haglede ned over mig. Nu viser det sig, at den er blevet indhentet af virkeligheden og har vist en del af virkeligheden herude.

En 75-årig kørestolsbruger blev tirsdag 4.10.2011 overfaldet af to unge mænd i Vollsmose. I et grønt område mellem Birkeparken og Vollsmose. Fyns Politi betegner røveriet som meget groft.

Så er det jeg spørger: Hvornår får jeg en undskyldning for de hundredvis af hadefulde mails og kommentarer, jeg har modtaget? Hvornår giver mine politiske modstandere mig en undskyldning og siger, jeg havde ret til at fremstille en del af Vollsmose-virkeligheden? Hvornår tager politiet endelig bladet fra munden og fortæller den skinbarlige sandhed.

Jge ser frem til at modtage masser af henvendelser nu. Det skal blive rart med lidt oprejsning.

National H.C. Andersen-strategi

2011-10-05T12:03:00.001+02:00

Andersen skal genfødes, ønskede Fyens Stiftstidendes leder sig for nylig. Da jeg læste det, sprang mit hjerte af glæde. Tilfældet ville, at jeg som Dansk Folkepartis nye kultur- og uddannelsesordfører var gået i gang med at udarbejde en national H.C. Andersen-strategi.

En sådan strategi skulle sikre, at kendskabet til og udbredelsen af digteren blev langvarig og vedvarende. Ikke bare i Odense og Danmark, men i hele verden. Vi får ganske enkelt for lidt ud af Andersen. Andre lande har været meget dygtigere til at bruge store digtere som kulturambassadører. Tænk på Tysklands verdensberømte Goethe-institutter eller Shakespeare, der bruges igen og igen.

Men hov, ville mange nok indvende. En national H.C. Andersen-strategi? Hvad er nu det for noget? Andersen var da fynbo. Hvad har en københavner eller jyde med det at gøre? Eller en tysker? En hel del skulle man mene. Andersen flyttede jo fra Odense som fjortenårig og boede det meste af sit liv uden for sin fødeby.

Alene opholdene på de fynske godser vidner om hans rastløse rejseiver. Andersen tilhører Danmark, og som dansker med fynske rødder skal han derfor forankres i det danske kultur- og uddannelsesliv. Det er ikke en opgave, som Odense kan løfte alene, hvilket byen heller ikke skal. Det er en statslig opgave. For gratis er det jo ikke. Men Andersen tilhører også verden. Det var som bekendt Tyskland, der gjorde ham berømt.

Dette forpligter. Noget af det første, man derfor skulle kigge på, var en komplet H.C. Andersen-ordbog til oversættere. Oversættelserne af digterens værker lader en del tilbage at ønske, selvom der i de senere år er sket mange forbedringer. De har brug for disse redskaber, så det særlige andersenske univers bliver formidlet rigtigt.

Vi kunne samle forskere og oversættere en gang om året. Eller etablere fjernundervisning, så studerende med interesse for dansk litteratur og i særdeleshed H.C. Andersen kunne få kompetent undervisning. Vi kunne endda planlægge store internationale film om H.C. Andersen. Film Fyn ville pludselig blive en nøglespiller. Folkeskolernes kunne inddrage læsning af digteren, hvis skolebestyrelserne besluttede sig for det. Mulighederne er uendelige.

Jeg har talt med en del kulturpersonligheder gennem tiden, og fælles for dem alle er, at de brænder for digteren, og at de gerne vil udbrede kendskabet til ham. På vej hjem i toget havde jeg for nylig en lang snak med Niels Jørgen Langkilde, som er bestyrelsesmedlem i H.C. Andersen priskomiteen. Da vi begge er kendere og elskere af H.C. Andersen, talte vi hele vejen om, hvad der kunne gøres for at komme videre.

Jeg agter derfor at forelægge ovenstående for Dansk Folkepartis folketingsgruppe, så vi i partiet kan udarbejde et beslutningsforslag, der skal til afstemning i Folketinget. Jeg vil naturligvis også inddrage de øvrige fynske folketingsmedlemmer, så de kan blive ambassadører for sagen. Jeg tror på, at vi på tværs af partiskel ville kunne blive enige om en sådan strategi.

Det er en national forpligtelse, for den fynske digter tilhører ikke kun Odense, men hele Danmark, ja hele verden.

Som en pisket hund

2011-08-30T17:21:00.000+02:00

Måske husker du Ra Ranunkel fra Enhedslisten? Han tillod sig at sige sandheden om kriminelle udlændinge i Vollsmose og fik kærligheden at føle. De smed sten efter ham under et tv-interview og råbte ukvemsord. Integrationsrådets formand Mahmoud Daoud udtalte, at Ranunkel skabte bål og brand med den slags udtalelser. I en periode kunne han ikke vise sig i området.

Selvsamme Ra Ranunkel vil nu på vegne af beboerne i Lærkeparken i Vollsmose politianmelde min video for racisme. Hans argument? Jeg dæmoniserer Lærkeparkens beboere, fordi videoen er optaget foran tunnellen, der fører over til boligblokken.

Jo jo, det siger han sørme. Min video skulle efter deres mening være en anklage mod beboerne. Herre Jemini!

Hvor er det egentlig en sørgelig historie. En venstreorienteret kan ikke tie stille og bryder tavsheden, men bukker under for omverdenens pres og trækker følehornene til sig.

Han bruger derefter Alex fra Dansk Folkeparti til at indynde sig hos de mennesker, der ikke vil have, at man diskuterer emnet, og som i sin tid lagde ham på is.

Han opfører sig derfor i mine øjne som en pisket hund. Han forråder sig selv. Det gør mig faktisk lidt ondt. Hans flugt fra et liv i løgn og tavshed varede ikke længe. Vollsmoses omertá var stærkere.

"Du skulle voldtages med et rivejern"

2011-08-29T23:03:00.001+02:00

Sikke en modtagelse min valgvideo "En dag i Vollsmose-ghettoen" har fået. Ikke bare i landets medier, men også blandt seerne på Youtube. En mente, jeg skulle voldtages med et rivejern. En anden, at jeg skulle have en kugle for panden. En tredje, at jeg var gal. En fjerde, jeg var terrorist. En seer ved navn runedark612 skrev endda, jeg skulle myrdes osv osv.

Sjældent har en valgvideo udløst så mange følelser. Jeg står stadig lidt uforstående over for det. Jeg påtaler problemet med de kriminelle i Vollsmose, og jeg vil have en løsning på det, ja. Jeg sætter tingene på spidsen, og ja, den provokerer.

Men i 15 år har vi i Odense forsøgt os med socialpædagogiske tiltag, og intet har hjulpet. Min tålmodighed er brugt op. Jeg bor selv i Vollsmose sogn, og jeg er glad for det. Jeg vil gerne have de kriminelle væk - deres narkohandel, stenkast og forbindelser til rockerne, så Vollsmose kan blive en normal bydel som alle andre.

Er det virkelig så slemt at sige? Nej, det synes jeg ikke. Vi bør kunne diskutere disse ting. Hvad har vi ellers demokratiet til? Jeg ser ingen grund til at forsvare de kriminelle. De tænker alligevel kun på sig selv.

Til slut vil jeg blot citere en af de mange seerkommentarer. Den kan stå for sig selv:

Alle dem som er så skide forarget bor ikke selv i ghettoen. Min egen svigermor er blevet røvet tre gange af de fremmede, og den ene gang fik hun revet armen af led. Så hold jeres kæft med jeres forargelse. I bliver sgu ikke forarget over at min svigermor på 84 bliver overfaldet. Og det var fremmede hver gang, men det er selvfølglig kun et tilfælde.

Fingrene væk fra mit barn

2011-08-27T07:30:00.000+02:00

Piger SKAL ondenlynemig lege med biler. Om de vil eller ej. Det er Enhedslistens og SF's nyeste "ligestillingsudspil", som man kunne læse i blandt andet Berlingske Tidende. Selv de konservative vil skrive ligestilling ind i daginstitutionsloven.

Jeg fortalte min niårige datter om planerne. Hun er jo en rigtig pige, der elsker at lege med Barbie-dukker og se Barbie-film. "Hvad siger du til det?" spurgte jeg. "Totalt skørt," svarede hun.

Jeg er enig med min datter. Totalt skørt er det virkelig. Det er den foreløbige kulmination på den såkaldte gender mainstreaming eller kønsmainstreaming. Den har taget en lang tur fra '68 og er nået helt op i både FN- og EU-apparatet.

Nu må børnene ikke selv vælge legen længere. Deres frihed skal underordnes en bestemt politik. Baldur von Schirach, Nazi-Tysklands undervisningsminister, ville have klappet i sine små hænder, hvis han havde haft mulighed for at læse forslaget.

For totalitær ideologi er det. Intet andet. Man vil gøre børn fortræd. Af hensyn til et fremtidigt ligestillingsutopia.

Da jeg som 19-årig arbejdede i en børnehave som pædagogmedhjælper tilbage i 1986, var kønsmainstreaming allerede på mode hos nogle pædagoger. Min kollega på stuen hældte også til dette. Hun forsøgte sig til min store fortrydelse at pådutte drengene rollespil, hvor de skulle lege med dukker. Men det gad de ikke, og hun måtte opgive ævred.

Jeg påtalte det over for lederen, der var en klog og erfaren kvinde, og hun var ikke helt tilfreds. Senere ville min kollega på stuen hænge et forældrepar op på seksuelt misbrug. Børnehavelederen kaldte mig til samtale og spurgte om min holdning. Jeg sagde, at jeg anså min kollega for at være forrykt og på randen af et nervesammenbrud.

Lederen lyttede, og min kollega sygemeldte sig senere på grund af psykiske problemer.

Så jo, jeg kender alt til dette fantasteri. Dele af venstrefløjen er ganske enkelt blevet skingrende skør. Alene derfor vil jeg sige: Fingrene væk fra mit barn.

Mig og Dirch Passer

2011-08-26T09:26:00.000+02:00

Dirch Passer er aktuel i biografen, og Fyens Stiftstidende har spurgt mig om mit forhold til Dirch. Han er forbundet med min familie og min barndom.

Min mor arbejdede på Saxildhus i Kolding. Den gang et fint konditori, der var kendt ud over byens grænser. En dag kom Dirch Passer ind. Mor ekspederede ham, mens hendes kolleger hviskede og tiskede. Han var gravalvorlig, betalte og gik ud af døren.

Han må have fornemmet skuffelsen blandt de ansatte, så han åbnede pludselig døren igen, stak hovedet ind og brølede sit berømte Dirch Passer-grin ind i butikken, hvorefter han forsvandt. De ansatte blev glade og rørte.

En dag kunne vi læse i avisen, at Dirch skulle optræde på tysk fjernsyn. Det var jo stort dengang. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvordan han dog ville gøre det på tysk. Mig bekendt beherskede han ikke sproget. Desuden kendte vi til tysk humor, fordi vi så ret meget tysk fjernsyn, og den adskilte sig en del fra Dirch Passer-humoren.

Vi var godt nok spændte, da vi fulgte programmet. Dirch skulle på en måde repræsentere Danmark. Ind kom han. Tavs. Hev en smøg frem, tændte den og begyndte at ryge. Sketchen var ordløs.

Kun hans mimik skulle vise hans reaktion på rygningen. Der var spredt og høflig latter, men slet ikke som vi kendte det hjemmefra. Jeg var nok lidt skuffet.

I gymnasiet fik jeg nogle venner, som elskede Dirch, så vi skulle tit høre Tre mand på en tømmerflåde. De kunne ikke forstå, at jeg ikke grinte, men stadig den dag i dag synes jeg ikke, den er sjov. Kun larmende. Og hans baby i gyngen har jeg aldrig kunnet grine af. Faktisk følte jeg, at han var meget ensom.

Det sidste, jeg husker, var sagen om Fremskridtspartiet, som Dirch erklærede sig tilhænger af. Mit hjem var socialdemokratisk, men jeg var forarget over, at man nærmest tvang ham til at trække sin støtte tilbage. Det var mit første møde med Elite-Danmark.

New York-tur skygger for kommunens ambitiøse planer

2011-08-25T10:46:00.000+02:00

Jeg har ikke noget mod politikeres rejser. Jeg deltager selv på dem. Men Social- og Arbejdsmarkedsudvalgets planlagte New York-rejse til en halv million er ikke i orden. Normalt koster studieturene mellem 150.000 og 200.000 kr.

I Ældre- og Handicapudvalget fik vi også forelagt et forslag til en London-rejse, men det modsatte jeg mig sammen med andre. Så vi tager derfor nogle dage i et sommerhus i stedet.

Men ud over borgernes berettigede forargelse er det værste, at New York-turen skygger for de meget vigtige beslutninger, byrådet tager i disse år. I Odense er vi i gang med at ommøblere hele kommunen, som gerne skulle ende med, at vi får en bedre kommune for færre penge.

I stedet får vi artikler om, at politikere tager på dyre studieture i sparetider. Det er så ærgerligt, og jeg ville ønske, at den socialdemokratiske rådmand Peter Rahbæk Juel aflyste turen. Det ville sende et godt signal til borgerne.

Eller alternativt sender fire-fem embedsfolk derover. Det er jo alligevel dem, der skal komme med foreslag til, hvordan vi kommer i mål med kommunens meget ambitiøse planer.

Allah sagde, jeg skulle dreje til venstre

2011-08-23T16:12:00.000+02:00

Jeg var på vej til butikscenteret i Vollsmose, da en midaldrende dansk kvinde overhalede mig på cykel. Hun genkendte mig og begyndte at snakke. Hun henviste til trafikanordningerne på Åsumvej, der skal forhindre især unge mellemøstlige mænd fra Vollsmose i at køre for stærkt:

”Det hjælper altså intet," sagde hun opgivende. "Forleden var jeg ved at blive kørt ned af en bil. Jeg skældte den unge mand ud. Han steg ud, kiggede på mig og svarede, at Allah havde sagt, han skulle dreje til venstre."

Kvinden tav, hvorefter hun sagde: "Hvad er det for noget? Allah? Hvad har han med det at gøre?” spurgte kvinden temmelig opbragt.

Teologi, kunne jeg have svaret. Asharitternes og Al-Ghazalis teologi. Den er nemlig skyld i den unge mands svar. I en vesterlandsk kontekst, der grundlæggende støtter sig på rationalitet og fornuft (eller logos hvis vi skal citere pave Benedikt), er det en uforståelig bemærkning, og kvinden reagerede spontant med forargelse, som den vesterlænding hun er. Ligesom den mellemøstlige mand svarede i overensstemmelse med fundamenterne i den islamiske kultur.

Om dette fundament kan man læse i Robert Reillys fremragende bog The Closing of the Muslim Mind. Den forklarer overbevisende, hvad der er galt i den islamiske verden. Mens kristendommen opererer med fornuft og en retfærdig Gud, så er den islamiske gud vilje og magt.

Reilly viser, at det ikke altid var sådan. Der har tidligere været plads til fornuften og menneskets frie vilje i mutazilitternes islamiske teologi, men fra Al-Ghazali og fremefter blev dette fortrængt og erstattet af underkastelse for en almægtig gud uden plads til kritisk sans og logisk ræsonnement.

Den islamiske gud blev derved vilkårlig. Der er ingen retfærdig rettesnor. Der er kun blind lydighed tilbage. Menneskets handlinger er guds vilje. Både gode og slette. Det eneste, der tæller, er at adlyde guds lov. Gud blev alle tings årsag, også menneskets handlinger.

Hvilket fører mig tilbage til kvindens forargelse over den mellemøstlige bilists svar. På en måde viser episoden i det små de enorme modsætninger, der er mellem det vestlige og det islamiske menneske. Vores kultur hviler på fri vilje og rationalitet, mens den islamiske støtter sig til lydighed og guds vilkårlighed.

"Oh, East is East, and West is West, and never the twain shall meet," skrev Kipling i sit berømte digt. Det er stadig lige aktuelt. Med mindre muslimerne genåbner deres religion for rationalitet. Sådan som der ifølge Robert Reilly engang var mulighed for.

Davids sten mod de rødes glashus

2011-08-22T11:31:00.000+02:00

Der var møde for alle Dansk Folkepartis folketingskandidater i går. Det er altid hyggeligt at deltage. Men jeg kunne godt mærke, at årets møde var præget af det forestående folketingsvalg. Skal man tolke på stemningen, så går Dansk Folkeparti frem, og VKO fortsætter med et flertal efter valget.

Videoindslag med bl.a. MF Søren Espersen. Varighed 0:46

Selvom meningsmålingerne ser gode ud for venstrefløjen, er jeg ikke sikker på, de er retvisende. Gallup fx, der er det mest nøjagtige institut, spår dødt løb. Samtidig er der mellem 15 og 25 % tvivlere med en overvægt af borgerlige stemmer.

Men indrømmet. Venstrefløjen er en frygtindgydende modstander, især på grund af fagbevægelsen, hvis organisering minder mere og mere om en multinational virksomhed. Den er først og fremmest optaget af sig selv uden hensyntagen til Danmarks ve og vel.

Misforstå mig ikke. Jeg er en stor tilhænger af fagforeninger, men jeg er modstander af, at de blander sig så meget i politik. De gamle fagforeninger vil indføre en bestemt samfundsmodel. Det bryder jeg mig ikke om. De bør koncentrere sig om faglige forhold.

Fagbevægelsen og dens venstreorienterede vasaller i Folketinget har afløst adlen. De er den nye magtfuldeelite, der tryner almindelige danskere. De har uanede økonomiske resurser, og de bruger dem til at indføre et socialistisk samfund her mere end 20 år efter socialismens sammenbrud.

Det er en formidabel modstander, vi er oppe imod. Jeg er dog meget optimistisk, for jeg tænker på Goliath. Han blev fældet af en stenslynge. Mere skal der ikke til. En politisk sten mod det enorme glashus, som isdronningen og hendes troldmænd har bygget op, og det hele splintrer.

Max Musik: Klassisk musik i odenseansk folkeskole

2011-08-20T22:27:00.005+02:00

Jeg er i koncertsalen i Odense. Den er fyldt med flere hundrede forventningsfulde forældre og børn fra Vestre Skole. Salen summer af latter og glade stemmer. En dreng hopper op på scenen og danser, mens orkestret stemmer instrumenterne.

Der er nu også grund til at være i godt humør, for Vestre Skole er de næste tre år blevet udvalgt til at være en Max Musik-skole.

Se mit videoindslag om Max Musik (varighed 1:05 min.)

Det er et enestående musikprojekt, der udspringer af symfoniorkestrets ønske om at få musikken ud til folkeskolerne. Læreruddannelsen i Odense (UCL), Odense Musikskole og symfoniorkestret samarbejder med Vestre Skole om det.

På skolen har man et musikbånd for indskolingsbørnene (1.-3. klasserne) på en halv time hver dag fra 9.20-9.45, fortæller skoleleder Alice Markussen, som håber på, at musiktilbuddet giver sammenhold, fællesskab, en masse gode oplevelser og ikke mindst faglige kompetencer til børnene.

Karen Skriver Zarganis, børn- og ungemedarbejder i Odense Symfoniorkester, fortæller, at børnene er begejstrede, når de møder et kæmpe symfoniorkester. Det kan sagtens konkurrere med et rockband, siger hun. Målet er at give skolen så meget musik som muligt, deraf navnet Max Musik. Og det er vel i ellevte time.

For musikken er truet i skolerne. Uffe Most, leder af musikskolen, peger på, at der bliver færre og færre musiklærere, fordi læreruddannelserne nedprioriterer det. Det vil i følge Uffe Most på sigt føre til et stort kulturtab blandt kommende generationer inden for både dansk og europæisk musik til skade for vores almindelige dannelse.

Det er i højeste grad min opgave som byrådspolitiker at bakke musikudfoldelsen op. Selvom kommunen kæmper med følgerne af finanskrisen, så er det mit håb, at vi i Odense fortsat vil finde penge til at give vore børn et godt kendskab til den danske og europæiske musikkultur.

Ud over de rent faglige fordele, der er ved musik, så giver det altså også dannelse og glæde. Den europæiske musik beriger ganske enkelt sjælen. Det må vi aldrig gå på kompromis med.

Se mere om Max Musik...

Rygning: Indfører Odense DDR-tilstande?

2011-08-19T11:21:00.002+02:00

"Skal vi nu til at indføre DDR-tilstande i Odense med forbud på forbud? Nej tak."

Sådan udbrød det socialdemokratiske byrådsmedlem Christian Frederiksen spontant, da Fyens Stiftstidende spurgte ham om planerne for røgfri arbejdsplads i Odense. Det fik mig til at undersøge, hvordan DDR-staten egentlig havde det med rygning.

Det viser sig, at min gode kollega Christian Frederiksen ikke helt har uret. I 1974 offentliggjorde den tyske avis Die Zeit en artikel om rygepolitikken i DDR, hvori man kan læse, at det socialistiske diktatur gjorde sig store anstrengelser for at vænne sine borgere af med rygning.

Tobaksreklamer og rygning i Østberlins offentlige transportsystem var selvfølgelig forbudt. Der blev flere og flere røgfrie taxier og restauranter. Man kunne gå til lægen og få ordineret Tabex, som modsvarer Nicorette. Der blev endda tilbudt gruppeterapi til rygerne.

DDR-staten havde dog svært ved at få bugt med rygningen. På verdensplan lå landet øverst målt på antal solgte cigaretter. Desuden var det svært at finde læger, der ikke selv røg.

Men DDR var ikke det eneste totalitære land, der bekæmpede rygningen. I nazitidens Tyskland søsatte man verdens første statsfinansierede kampagne mod rygning. Man vedtog tiltag, der ligner DDR-statens. Dertil kom, at soldater fik skåret ned på deres rygerationer og måtte lægge ryg til sundhedsforedrag.

Det ligner jo frygteligt meget rygepolitikken i vestlige lande. Men er det en rimelig sammenligning? Bevæger velfærdsstaterne sig i samme retning? Både ja og nej. De totalitære stater ønskede selvfølgelig at have sunde borgere til at forsvare ideologien, og så anså de borgeren for at være til for statens skyld og ikke omvendt.

Skal vi så indføre røgfrie arbejdspladser i kommunen, når det ligner tilstandene i totalitære lande? Er der ikke en snert af totalitær indgriben i dette? Overtager det offentlige ikke mere og mere af individets frihed?

Hvis det offentlige pludselig besluttede at forbyde rygning helt og aldeles, så jo, men i dette tilfælde har vi som arbejdsgiver ret til at lede og fordele arbejdet. Herunder regler om rygning. Og vi mener, at rygningen nedsætter produktionen og øger sygefraværet. Derfor bør vi som ansvarlige gribe ind.

DDR fejlede helt og aldeles med sine bestræbelser. Nazi-Tyskland ligeledes. I Odense er det til gengæld lykkedes at få rygeandelen langt ned, så fx kun 20 % af borgerne ryger. For en ikke-ryger er det en glædelig udvikling.

Fyn skal lægge billet ind på bioetanolanlæg

2011-08-18T14:01:00.000+02:00

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har i gårsdagens udgave af Børsen slået til lyd for, at en femtedel af brændstoffet til bilerne i 2020 skal bestå af bioetanol.

Dong Energy kan levere teknikken, men det økonomiske grundlag er ikke godt nok endnu. Hvis der bliver lovkrav om en femtedel i benzintankene, vil det løse finansieringsproblemet.

Her er det, at Odense og Fyn skal være vakse ved havelågen. Der skal bygges et stort anlæg for at kunne følge med efterspørgslen. Det er da oplagt at placere et sådant anlæg på Fyn. Der findes jo allerede fynske virksomheder, der beskæftiger sig med bioetanol.

Men det kræver fælles fynsk fodslag, kvikke folketingsmedlemmer og ikke mindst enige borgmestre. Det er da en oplagt opgave for Udvikling Fyn.

Vi vil i fremtiden se mere og brug af bioetanol. Jeg er sikker på, at Folketinget vil lovgive om øget brug bioetanol til brændstofbrug. Det er altså bare om at smøge ærmerne op, så vi kan få produceret mere bioetanol på Fyn og dermed skabe arbejdspladser.

Rygende medarbejdere er en saga blot i Odense

2011-08-18T13:09:00.000+02:00

Host, host. Snart er det slut med rygende medarbejdere i Odense Kommune. Det læser jeg i borgmesterforvaltningens redegørelse som oplæg til økonomiudvalgets seminar den 17. august. Der er nemlig lagt op til røgfri arbejdstid i kommunen.

Jeg kan levende forestille mig ramaskriget blandt medarbejderne, når det bliver kendt. Eller for den sags blandt byrådspolitikerne. Der er jo nogle hårdkogte tobaksgangstere blandt mine kolleger, der nægter at slippe smøgerne.

Men der er ingen vej udenom. Rygning nedsætter arbejdstiden for de medarbejdere, der tænder en smøg. De holder ganske enkelt flere pauser. Dertil kommer de sundhedsskadelige virkninger. Rygningen nedsætter immunforsvaret og forøger dermed chancen for sygedage.

I Odense Kommune har vi gennemsnitligt 18 sygedage for hver medarbejder. Der er ikke råd til det længere. Derfor foreslår Borgmesterforvaltningen at gå mere håndfast til værks. Planen er, at vi skal ned på 13 dage om året i 2015. Et af redskaberne til at nå dette mål er røgfri arbejdstid.

Odense Kommune er i gang med en kæmpe ommøblering i disse år. På grund af skattestop og finanskrise. Det har tvunget os ud i massive besparelser og dertilhørende nødvendige effektiviseringer. Det har været nødvendigt og sundt for de enorme bureaukratiske apparater, som vi i Danmark har tilladt kommunerne at bygge op.

År for år bliver kommunen altså mere og mere effektiv, men desværre er det ikke lykkedes at nedbringe medarbejdernes sygefravær.

Hvis vi ikke lykkes med dette, kan fyringer komme på tale. For ellers kan økonomien ikke hænge sammen på sigt. Når det private erhvervsliv kan fungere med meget færre sygedage, så kan det offentlige også.

Tysk avis: Tak for Berlin-muren

2011-08-17T22:21:00.000+02:00

Kunne man forestille sig, at en tysk avis i 2011 sagde tak for Hitler-Tysklands velfærdssamfund? Nej, vel.

Men lørdag den 13. august på 50 års dagen for Murens opførelse offentliggjorde den marxistiske avis Junge Welt en forside, hvor de med store typer skrev: "Wir sagen an dieser Stelle einfach mal Danke." Under overskriften er der et billede af kampplare DDR-soldater med geværer.

Læs min artikel om skandalen i Tyskland på Sappho...

Mysling-affæren II: Kristian Jensen (V) fik samme spørgsmål som Thorning

2011-08-16T21:23:00.000+02:00

"Thorning faldt ikke i fælde" hedder det nu i forskellige medier om de berømte nationaløkonomiske spørgsmål af Per Mysling til Helle Thorning-Schmidt på det fynske cafemøde den 1. juni, hvor hun var dagens gæst.

Nu er videoen endelig blevet offentliggjort, og her fremgår med al tydelighed, at Thorning ikke svarer på spørgsmålene, og hun forstår heller ikke, hvad han spørger om. Så hvorfor slutter medierne ring om hende?

Det satte jeg mig for at finde ud, så jeg ringede ganske enkelt til Per Mysling og fik en snak om nationaløkonomi, som han ved en del mere om end jeg. I røret fik jeg en både høflig og begavet mand.

Han understregede flere gange over for mig, at han er upolitisk, og at hans eneste formål var at se, om en statsministerkandidat kan svare fornuftigt på basale nationaløkonomiske problemstillinger.

Herefter fortalte han det interessante, at han har stillet samme spørgsmål til andre kandidater på debatmøder. Blandt andre til skatteminister Kristian Jensen fra Venstre, da denne besøgte Sydfyn.

I modsætning til Thorning kunne Kristian Jensen med det samme fortælle Mysling, at der ikke var stigende betalingsbalanceunderskud og stigende udlandsgæld. Kristian Jensen svarede ikke udenom og kvidrede løs om ØMU-gæld som fru Thorning-Schmidt.

Og så kommer vi til det forargelige. TV2Fyn havde fået denne oplysning af Per Mysling, men valgte af uransalige grunde at klippe det ud af indslaget.

Så er det jeg spørger: Hvad foregår der i Danmark? Har vi ikke en fri og nysgerrig presse længere? Hvorfor er en borgers spørgsmål pludselig blevet til "skræmmekampagne", som Niels Krause-Kjær har analyseret sig frem til?

Er jeg den eneste, der er forarget? Hvorfor hylder pressen ikke Per Mysling? Hvorfor blev han ikke vores Joe The Plummer?

Svaret finder du vel her ...

Velfærd: Vi kan faktisk godt selv

2011-08-16T08:00:00.052+02:00

Der foregår en stille revolution i kommunerne. Borgeransvaret er begyndt at vende tilbage. Velfærdsstatens umættelige vækst ser ud til at have fået modstand. Og det sker vel at mærke i samarbejde med kommunerne.

Et godt eksempel er Ældresagen i Odense, som har 16.500 medlemmer og et utal af frivillige med en levende og aktiv bestyrelse. En gang om året mødes jeg med dem til et uformelt møde, fordi jeg sidder i Ældre- og Handicapudvalget.

Ved dette møde fortalte bestyrelsen mig om flere vidunderlige tiltag, der gør livet mere tålsomt for vore ældre medborgere: Hospitalsvenner, besøgshunde og sorgsamtaler. Tiltag, der øger velfærden og sparer kommunen penge.

Ordningen med hospitalsvenner er fostret i Odense. Det er frivillige, der bistår mennesker før, under og efter en indlæggelse. Ældre mennesker oplever ofte angst før en indlæggelse og ved udskrivelse stor ensomhed, fordi der ikke er nogen til at tage imod dem i hjemmet. Der er mange eksempler på, at hospitalsvennerne har forhindret dyre genindlæggelser gennem deres besøg.

Det var så rørende at høre om dette, at jeg fik lyst til at skrive om det. Ordningen burde udbredes til hele landet, for virkeligheden er tit sådan, at mange ældre ikke har noget netværk eller nogen familie omkring sig. Her er det, at Ældresagens frivillige giver en hånd med.

Ældresagen arrangerer også hundebesøg på otte odenseanske plejehjem. I stedet for robotsæler mener Ældresagen, at en levende hund giver langt mere indhold i hverdagen for en ældre, som måske har opgivet ævred, og som har svært ved at komme ud af sengen.

Det er så enkelt, som det er genialt. Hundene er meget populære. De ældre har jo selv haft hund, og at sige goddag til en hund kan for nogens vedkommende være dagens gode oplevelse. Og så er det noget billigere end en robotsæl.

Derudover har foreningen sorgsamtaler. Når man bliver gammel, mister man tit sin ægtefælle. Savnet og sorgen er voldsom. Derfor har Ældresagen frivillige, der tilbyder sorgsamtaler i hjemmet, så den ældre kommer lettere gennem den svære tid.

Ældresagen har i dag et forbilledligt samarbejde med Odense Kommune. Det gjorde mig som byrådsmedlem lidt stolt at høre. Tidligere har der jo været skepsis og berøringsangst over for frivillige, men i dag anser man hinanden som partnere. Det er skønt. Og det er godt for os som borgere. Det offentlige skal ikke klare det hele. Vi kan faktisk godt selv.

Mysling-affæren - eliten slutter ring om Thorning

2011-08-15T13:12:00.001+02:00

Husker du Joe the Plummer? Han blev kendt under den amerikanske valgkamp, fordi han stillede Barack Obama et skattespørgsmål, der satte den feterede kandidat i en penibel situation. Joe the Plummer blev efterfølgende berømt og mediernes darling. I USA elsker de jo den slags historier.

Omvendt er det i Danmark. Medierne hader den slags mennesker. Det kan historien om Per Mysling fortælle.

Per Mysling er fra Sydfyn, hvor han er kendt for originale indslag, der forarger bedsteborgerligheden. Han ligner drengen fra eventyret i Kejserens nye Klæder. Han smuglede en gang et hjemmelavet kunstværk ind på Trapholt Museum. Der gik en uge, før museumsdirektøren opdagede det.

Senest afslørede han Helle Thorning-Schmidts uvidenhed om basale nationaløkonomiske begreber. Han stillede hende nemlig to trickspørgsmål, som hun ikke kunne svare på.

Fyens Stiftstidende forbigik det i tavshed, selvom både Mysling og andre skrev læserbreve om det. Da så BT tog historien op, følte Stiftstidende sig presset til at undersøge sagen nærmere.

Det viser sig nu, at der har været en videooptagelse af hele mødet. Avisen har trykt en udskrift mere end to måneder efter. Men videoen har man ikke lagt ud. Hvorfor? Lad os dog se den.

Per Mysling bliver så i søndagsudgaven 14. august ristet over en sagte ild. Ved at hente nogle "eksperter" ind får man det til at se ud, som om Mysling ikke har en sag, og at Thorning-Schmidt alligevel svarede på spørgsmålene.

Jeg har læst hendes svar flere gange. Sagen er meget klar. Hun svarer overhovedet ikke på det, han spørger om, og hun er tydeligvis på glatis. Havde hun vidst noget om emnet, ville hun have irettesat Mysling.

Så hvorfor bruger Fyens Stiftstidende så flere sider på at tryne en ganske jævn mand i stedet for at gå efter Thorning-Schmidt? Det er er der flere årsager til. For det første vil man gerne stå sig godt med en måske kommende statsminister. For det andet tilhører hun eliten, og den har altid forsvaret sine egne. Mysling er jo bare en original fra Sy'fyn.

Til dato har avisen ikke interviewet Helle Thorning om sagen. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Når de røde bruger kæften

2011-08-14T20:08:00.005+02:00

Jeg glæder mig til valgkampen. Det bliver rart at få en afgørelse og en afslutning. Især ser jeg frem til at møde venstrefløjen, for sjældent har den været dårligere klædt på end nu. Men når der alligevel blander sig en smule malurt i min glæde, skyldes det venstrefløjens sprogbrug.

Jeg har efterhånden været til mange debatmøder gennem mere end ti år som politisk engageret. Det chokerer mig hver eneste gang, hvordan nogle venstrefløjskandidater bruger kæften i stedet for at argumentere.

I en valgkamp råbte SF's Annette Wilhelmsen ved et debatmøde på Ryslinge Højskole, at hun "havde fan'me lyst til at slå mig med en kæp". Publikum kiggede vantro på hende, nogle grinte, mens de øvrige debatdeltagere tav.

Det har desværre ikke ændret sig. For nylig var jeg indbudt til et debatmøde i Vollsmose Kulturhus. En af politikerne var Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten ... undskyld Socialdemokratiet. Det var ikke kønt. Fan'me, s'gu og helvede. Platheder og pinligheder på samlebånd.

Men det værste er næsten, at dele af publikum ofte synes, det er forfriskende og morsomt. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tage en politiker alvorligt, der ikke kan bruge et sobert sprog. Og så er det lige præcis venstrefløjen, der taler så meget om tonen i debatten.

Det er langt fra alle på venstrefløjen, der bruger kæften som ovenstående. Heldigvis. Men måske skulle man fremover gøre som min klasserlærerinde i 1. klasse, da jeg kom til at sige fan'me. "Gå ud og vask din mund med sæbe," kom det prompte.

Jeg gik brødebetynget ud på badeværelset. Her stod jeg med sæben i hånden. Jeg begyndte at græde, da jeg smagte på den. Jeg lagde den fra mig. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Tårerne trillede ned ad ansigtet.

Da lærerinden kom ud for at se til mig, kunne hun knapt skjule et smil, da jeg fortalte, at sæben ikke smagte godt. "Men det er jo bare noget, man siger," sagde hun. Og jeg lovede aldrig at bande mere. Det har jeg holdt - dog kun på debatmøder.

Måske skulle man vaske munden på Wilhelmsen, Rosenkrantz-Theil og de andre røde, når de bruger kæften i stedet for rationelle argumenter. Det ville da øge min glæde ved at deltage i demokratiet. Men måske er det slet ikke meningen, at jeg glæder mig?

Gæld og socialdemokrater skaber optøjer

2011-08-13T19:23:00.000+02:00

"Hvis de vil undgå uroligheder i samfundet, bør lande ikke gældsætte sig for meget for at bevare råderum til udgifter."

Dette kunne man for nylig læse i den tyske avis Die Welt. Ordene kommer fra den tyske finansforsker Hans-Joachim Voth.

Han har undersøgt 28 lande i perioden 1919 til 2009. Hans forskning viser, at sparerunder og nedskæringer udløser ustabilitet og uroligheder. Skatteforhøjelser derimod ødelægger ikke stabiliteten på samme måde. Betyder dette så, at socialdemokraternes og socialisternes plan er den rigtige for Danmark?

Nej, tværtimod. Læren af Voths forskning er - med hans egne ord -, at lande skal undgå at gældsætte sig for meget, så der er råderum til at øge udgifterne i krisetider. England, USA og Sydeuropa har gældsat sig i gode tider og har ikke andre muligheder end at skære drastisk ned for at kunne betale af på gælden. Nu plages landene af demonstrationer, social uro og optøjer.

Hvis disse lande havde gjort som Danmark under VKO, ville de have haft muligheder for at optage lån til at imødegå krisen. Men socialdemokraterne Obama, Blair, Zapatero og andre ville hellere låne. Disse ledere er altså ansvarlige for den sociale ustabilitet, der er fulgt oven på voldsomme nedskæringer.

Hvis Helle, Villy, Margrethe og lillepigen fra Ø kommer til, vil de bruge den medicin, som Obama har brugt til at køre USA i sænk. Vækst og øget offentlig sektor gennem låntagning. Det er den direkte vej til optøjer, fordi lånene jo altid skal betales tilbage.

Så en stemme på socialisterne og de radikale er en stemme på fremtidige optøjer og social uro. Ikke særligt betryggende, vel?

Jagten på en dansk Breivik

2011-08-12T18:48:00.000+02:00

Danske medier og journalister går i disse dage i selvsving. De er alle på jagt efter højreorienterede sammensværgelser, hemmelige netværk og rabiate DF'ere med pistoler under hovedpuden. Her i Odense mærker vi det også. Alene i denne uge har jeg haft tre mærkelige oplevelser med pressen.

Jeg har altid forsvaret den danske journaliststand. Jeg er mestendels blevet behandlet ordentligt. De få gange, hvor det ikke har været tilfældet, har redaktionschefen været meget høflig og lydhør. I almindelighed er danske journalister ambitiøse på fagets vegne. De ønsker at levere en god historie. Hver gang. Og jeg klager meget sjældent. Det er der ingen grund til.

Journalister arbejder ofte under tidspres og med blik på konkurrenten i branchen. Men i disse dage med et valg i vente, en mulighed for at slippe med af VKO, Utøya-massakren og Politikens afsløringer af ORG-netværket, har den vante danske pressestand mistet noget af sin kølighed og professionalisme.

Dansk Folkeparti er under voldsom beskydning for øjeblikket. Jeg kunne forstå det, hvis vi ikke var et demokratisk parti. Men vi har holdt vores sti ren i alle disse år. Vi følger alle demokratiske spilleregler. Støder vi på en rabiat person, bliver han eller hun ekspederet ud af partiet øjeblikkeligt.

Alligevel skal vi fortsat mistænkeliggøres. Især efter Utøya. Det går mig altså på. Folkestyret er afhængigt af, at der er mennesker, der vil engagere sig og bruge tid på politik. Jeg savner tiden før Utøya, hvor der var respekt og professionalisme mellem politiker og journalist.

Jeg føler, vi alle er lidt følelsesladede for øjeblikket. Måske skulle vi passe bedre på hinanden. Så vi ikke slider folkestyret op. Er det for naivt?

Flyt ruinen ved Odense rådhus

2011-08-11T18:29:00.000+02:00

Ruinen ved Odense Rådhus

Foran rådhuset i Odense står der en ruin. Den er ikke et levn fra Anden Verdenskrig, som mange turister tror. Den er derimod resterne fra Overgade 3 og stammer tilbage fra middelalderen.

I forbindelse med anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade flyttede man den over til I. Vilh. Werners Plads, hvor den har "pyntet" siden.

Det har altid undret mig, at man placerede den der. På en måde virkede den nærmest som en hån fra det daværende byråd. Som om byen sagde: "Se, kære fortid og historie, det er, hvad der tilbage, når fremskridtet kommer buldrende. Vi har magten. Vi agter at bruge den."

Nu omgør vi fortidens synder. Det nuværende byråd forsøger at lappe på de gamles beslutninger. Er det ikke på tide, at vi behandler ruinen med respekt? Der er langt bedre muligheder andre steder i byen.

Vi kunne gå forbi en dag og sige til de gamle murrester: "Du kære gamle ruin, vi vil finde et sted, hvor du ikke hver dag skal hånes af den larmende trafik og sårene fra den gamle Overgade. Vi flytter dig over til Møntergården, så du kommer til ære og værdighed. Hvad siger du til det?"

Mon ikke ruinen rykker lidt på sig? Jeg tror næsten, den hopper lidt af glæde. Det kan selvfølgelig også være lastbilen, der kommer buldrende. Men jeg tror det ikke.

Ruinen er træt. Den trænger til gammeldags agtelse. "Agtelse," tænker den, "ak ja, bedre sent end aldrig." Ja, bedre sent end aldrig. Lige mine ord.

PS. Ruinen har bedt mig sende ovenstående til borgmesteren.

Moske i Seden

2011-08-10T18:27:00.000+02:00

Hagia Sophia i Konstantinopel

I Fyens Stiftstidende den 10. august 2011 kan man læse om planerne for et tyrkisk såkaldt kulturhus, som vil være "åbent for alle". De odenseanske tyrkere vil "tage ansvar" og "vise samfundssind" for at imødegå radikalisering blandt unge.

Som man kan se, har tyrkerne lært alle plusordene. Der er kun en hage. Der er nemlig allerede planer om et dansk kulturhus i området, som Fjordager Idrætsforening står bag. Så hvorfor tilbyder tyrkerne ikke idrætsforeningen hjælp og midler, hvis de virkelig mener det alvorligt med de fine ord?

Svaret er meget enkelt. De ønsker at afsondre sig, så de kan dyrke deres tyrkiske kultur i fred for de trælse danskere, og de ønsker sig en moske. Er det så ikke en god ting? Næ, for moskeerne har hidtil været arnesteder for radikaliseringen, ikke bare i Europa, men i hele verden. Dertil kommer, at tyrkiske imamer er udnævnt af den tyrkiske stat, som jo er ledet af islampartiet AKP.

Ser jeg syner? Det virker jo som pæne og velintegerede mennesker. Måske, men bag planerne står også Tyrkisk Kulturforening, der under folketingsvalgkampen i 2007 på et debatmøde i foreningens moske forulempede V-kandidat Fatma Ötkem og kaldte hende forræder, fordi hun var imod tørklæder. Det er altså temmelig ensporede mennesker, vi har med at gøre.

Artiklen var i øvrigt ledsaget af et genialt billede af Stiftstidendes fotograf John Freddy. De smilende tyrkere står foran et gavlmaleri, der forestiller Hagia Sophia i Konstantinopel (Istanbul). Hagia Sofia var som bekendt en kristen katedral, indtil Konstantinopel blev erobret i 1453 og omdannet til moske, hvorefter den siden 1934 har fungeret som museum.

Det er da særdeles symbolsk.

Bevar sommerhusreglen

2011-08-09T18:22:00.000+02:00

Nu vil man af med sommerhusreglen, der forhindrer udenlandske statsborgere i at købe sommerhuse i Danmark. Det har man kunnet læse her i agurketiden. Men der er nu en god grund til at bevare den.

Den sikrer nemlig, at ganske almindelige danskere med en fornuftig indkomst kan købe et sommerhus. Hvis sommerhussalget pludselig bliver åbent for hele verden, vil priserne naturligvis stige. Det er måske godt for dem, der vil sælge, men skidt for kommende generationer, der vil købe. Afskaffer vi reglen, vil hovedparten af danskerne højst kunne leje en uge eller to hos velbeslåede lederskribenter og radikale globalidealister. Med hatten i hånden.

Jeg køber ikke argumentet om, at udlændinge skal kunne købe sommerhuse hos os, når vi kan købe hos dem. Præmissen er forkert, fordi Danmark er et lille land med en stor og velhavende nabo. Enhver, der har været syd for grænsen, ved, hvordan sommerhusområderne ser ud dernede. Vi har en egeninteresse i at beskytte vore værdier – både kulturelle og økonomiske.

Kortsigtede økonomiske interesser skal ikke afgøre vort lands fremtid. Derfor har Malta også fået en lignende regel indført, da landet blev medlem af EU. Og til almindelig orientering er der allerede i dag mulighed for at købe et dansk sommerhus for udlændinge. Man skal have boet her i fem år. Eller man kan få dispensation, hvis man har en særlig familiemæssig, kulturel eller økonomisk tilknytning til Danmark.

Et bittert efterspil

2011-07-31T18:17:00.000+02:00

Massemordet i Norge har fået et bittert efterspil i Danmark. Ligene er knap blevet kolde, før en række debattører på både den borgerlige og venstreorienterede fløj placerer ansvaret for terroren hos Dansk Folkeparti. Selv Fyens Stiftstidende ramte bunden med sin leder af 28. juli 2011.

Jeg må indrømme, at jeg blev virkelig ked af at læse alle disse hadefulde indlæg. Jeg tænkte, om disse mennesker ikke har respekt for ofrene og de efterladte, siden de benytter terroraktionen til at føre partipolitik mod et demokratisk valgt parti.

Man kunne lære meget af DsU i Odense. Organisationen arrangerede en værdig mindehøjtidelighed på Flakhaven. Jeg deltog. Der var sorg og solidaritet med Norge. Sang, fakler og stille eftertænksomhed. Ingen partipolitiske udfald mod andre.

Efterfølgende har flere unge DsU’ere anmodet mig om venskab på Facebook. Jeg tror ikke, de ved, hvor glad jeg blev for disse venskabsanmodninger. Det viser om noget, at de ikke giver mig skyld og ansvar for massakren. En stor tak for denne gestus.

Tilbage står så spørgsmålet: Har Dansk Folkeparti andel i aktionen? Jeg har brugt den forløbne uge til at tænke det igennem. Det er aldrig let at holde et spejl op for sig selv. Men selv med min bedste vilje kan jeg ikke se, hvordan jeg kan være ansvarlig for en mand, der af berømte udenlandske psykiatere er blevet kategoriseret som sadistisk psykopat.

Den berygtede massemorder Charles Manson var inspireret af Beatles. Gav man rockmusikerne skylden for mordene? Lenin, Stalin og Mao lod røde flag smælde, mens de myrdede i millionvis. Giver vi Socialdemokraterne og SF ansvaret for dette, selvom de også vifter med den røde fane og har ideologisk udgangspunkt det samme sted? Nej, vel? Massemorderen Anders Breivik kalder sig konservativ, men mig bekendt har man ikke givet Det konservative Folkeparti ansvar for massakren.

Og man får en underlig smag i munden, når folk fra Enhedslisten deltager i denne debat. For deres ligesindede hos bz’erne og de autonome bruger jo vold ved enhver lejlighed, så snart de er utilfredse med noget.

Norge-mordene er og bliver en gal mands værk. Gale mænd finder altid en begrundelse for deres handlinger for bedre at kunne forsvare dem over for sig selv og omverdenen. I sit manifest afslører Breivik fx, at han var villig til at samarbejde med islamister for at lade Europa lide mest muligt. Hvor megen logik er det i dette? Kun i en forrykt mands sind.

Til sidst dette. Medierne ser såkaldte højreorienterede attentater over det hele. Men Europol ved bedre. I 2010 var der i Europa 45 venstreorienterede terroranslag og ingen højreorienterede.

Skulle vi derfor ikke standse dette uværdige efterspil og stå sammen om at værne vort folkestyre? Ofrene fortjener det, ellers blev deres martyrdød forgæves. Vi spiller Breiviks spil ved at kaste hans djævelske aktion efter hinanden.